I Børnehuset Bellis gør vi os umage med at møde det enkelte barn og dets familie med en oprigtig glæde og nysgerrighed. Vi har et ønske om at alle kan mærke de er velkomne, at alle spørgsmål og undringer tages alvorligt. Vi arbejder målrettet på, at man som forældre har en tryghed og sikkerhed I at ens barn bliver set, talt med og har nogen at lege med hver dag.
Som personale arbejder vi ud fra den pædagogiske metode der hedder ICDP - International Child Development Program. En metode der har 8 temaer for godt samspil. Temaer som vi bruger i relation til børnene, hinanden og også til jer som forældre. Det første af de 8 temaer er "Vis glæde og positive følelser" og det håber vi på, opleves hver dag af både børn, ansatte, forældre og andre samarbejdspartener. Hvis du vil vide mere se: www.danskcenterfor-icdp.dk
I Børnehuset er vi normeret til 12 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn. Vores vuggestue bliver løbende fyldt op fra ventelisten, og som det ser ud lige nu, har vi først ledige pladser i børnehaven til maj 2025. Vi bor i et hus der blev indviet som børneinstitution i maj 1964, med en dejlig legeplads og skøn beliggenhed tæt på Københavns Skolehaver ved Lærsø Parken.
Man er selvfølgelig velkommen til at komme på besøg. Vi har rundvisninger den første mandag i måneden kl.16. Der er ikke mange børn og voksne på dette tidspunkt, men forhåbentlig får man alligevel en fornemmelse for huset. Meld jer til på q67g@kk.dk.
Vi har også en ikke altid så aktiv Facebookside man er velkommen til at kigge forbi @Boernehusetbellis og få et indblik.