Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Indkøring og Overgange

I Børnehuset Bellis er vi bevidste om at det er forældrenes guld vi modtager, og vi gør os hver eneste dag umage med at modtage jer med smil og varme, især de dage hvor børnene syntes de helst vil blive sammen med jer, og har svært ved at sige farvel. Vi arbejder fokuseret på at skabe trygge, genkendelige rammer for, ikke kun de nye børn og deres forældre, men alle børn.

I vuggestuen afholder vi indkøringssamtale inden barnets starter, for at vi kan lære jer og jeres barn at kende. Til dette møde ser vi meget gerne, at jeres sundhedsplejerske deltager, for at sikre så meget videns overlevering som muligt. Til dette møde taler vi om sovemønstre, spisevaner og motorisk udvikling. Det er også her, at I kan stille alle de spørgsmål I måtte have. I får noget materiale med hjem fra dette møde om hvad I skal have med og lign.

I børnehaven hvor barnet oftest har gået i institution før, vil vi gerne se jer til et besøg inden I starter, hvor barnet er med. Her får I sammen med stuens personale, mulighed for at høre om dagens rutiner, hvad I skal have med og hvordan opstarten bliver.

Gældende for både vuggestue og børnehave ser vi gerne, at I har afsat tid til at køre jeres barn ind. Vi forventer at I den første dag er på besøg sammen med jeres barn i et par timer, og derfra aftaler med personalet hvordan forløbet skal se ud. Der er forskel på at være 10 måneder, 22 måneder eller 2,10-3 år, når man starter i en (ny) institution. Men fælles for alle indkøringer er at det er dialogen mellem forældre og personale der er væsentlig, for at barnet får en god indkøring! Men afsæt en uge til den struktureret indkøring og planlæg at barnet kan have korte dagen i ugerne derefter.

Overgangen fra vores egen vuggestue til børnehave, er en proces hvor forældrene som sådan ikke deltager fysisk. Vi har en proces hvor vuggestue barnet besøger sin nye stue, med madpakke, 2 dage om ugen i tiden op til overgangen. På den måde sker tilvænningen og kendskabet til de nye rammer stille og roligt og helt automatisk. Vi flytter børnene fra vuggestue til børnehave når vi sammen med forældrene vurdere de er klar til det. Som oftest er det når de er 2,10 år, men eftersom alle børn er forskellige tager vi det med i vores overvejelser. Her invitere vi til en samtale med jer forældre, hvor en ansat fra vuggestuen og en fra børnehaven deltager.

Overgangen til skole kan være en stor omvæltning for både barn og forældre... Vi har et forpligtende samarbejde med Tagensbo skole og har igennem flere år haft en god overgangs praksis sammen med dem. Der er i tiden op til børnene skal starte på KKFO, besøg på skolen, brug af deres KKFO og møde for forældrene. Vi er forpligtede til at lave et overleverings dokument på alle børn, som fortæller lidt om hvem de er og hvilken udvikling de har været igennem i deres tid i Bellis. I den forbindelse kan der være behov for en overleverings samtale til KKFO'ens personale.

Står man og skal til at vælge institution til sit barn, er man altid velkommen til at ringe til Birgit, 35816800 #1, og aftale en rundvisning. Som udgangspunkt har jeg rundvisninger mandag formiddag og onsdag eftermiddag.

Når man har fået en plads i Bellis, vil man blive kontaktet af en af personalerne fra den stue barnet skal starte på et par uger inden opstart.